guidet meditation

“I can do nothing for you but work on myself. You can do nothing for me but work on yourself.” – Ram Dass

Min vej i meditation

Meditation har været en del af mit liv i mange år. I nogle perioder har jeg mediteret mere end andre, men jeg er kommet tilbage til min praksis igen og igen. Særligt når livet har været intenst, har meditation været en vej til at genfinde roen og finde og hoved og hale i tanker, kropsfornemmelser og følelser.

Meditation for mig er et bredt begreb, og jeg bruger det til flere forskellige ting i mit liv. Det kan tælle alt fra et minuts mindful væren i nuet – fx med åndedrættet – i løbet af min dagligdag til længere tids mere eller mindre stillesiddende bevidsthedsarbejde.

Nogle gange er mit formål med at meditere at give min hjerne en pause, berolige mit nervesystem eller træne evnen til at være i nuet med det, der er – fx specifikke følelser, kropsformemmelser eller tanker. Andre gange er formålet at kultivere bestemte bevidsthedstilstande, så som en kærlig og rummelig tilgang til verden eller livet. Andre gange igen kan formålet være at skabe en dybere kontakt med min kæreste – hvis noget er svært mellem os, hvis vi skal genfinde kontakten, eller hvis vi ønsker at skabe en særlig intim stemning og energi imellem os. På den måde er meditation et kreativt værktøj, som jeg bruger, når jeg mærker at stilhed eller ‘non-doing’ er mere gavnligt end handling og snak.

I flere år mærkede jeg et kald mod at guide meditationer for andre – og give noget af det videre, som jeg har oplevet så stor effekt af selv. I midten 2023 startede jeg det første meditationsforløb i Borum med min gode ven Joachim Rye. Sidenhen har jeg holdt online meditationsforløb og integreret korte guidede meditationer i mine terapisessioner. Det sidste for at understøtte, at vi lander godt sammen og har de bedste betingelser for refleksion, kommunikation og afsluttende integration af sessionens indhold.

Meditation i virksomheder

Foruden meditationsforløb og integration af meditation i mine terapeutiske samtaler, tilbyder jeg guidet meditation i virksomheder.

Relationer spiller ikke kun en rolle i kærlighedslivet – de er også afgørende for trivsel og samarbejde på arbejdspladsen. Vi tilbringer mange timer med kolleger og samarbejdspartnere, og det kræver noget af os som mennesker:

  • At kunne mærke sig selv
  • Sætte grænser
  • Lytte og kommunikere
  • Skabe nærvær midt i travlthed.

Derfor tilbyder jeg guidet meditation for medarbejdere og ledere – en konkret og værdifuld måde at skabe små pauser, styrke selvforbindelsen og forbedre samspillet i teams.

Det kan være som en del af en personaledag, et teambuilding event, et fast ugentligt tilbud, som en del af et ledergruppeforløb eller en enkeltstående session med fokus på trivsel og nærvær. For bedre samarbejde starter – ligesom gode relationer – med nærvær og selvindsigt.

Er du nysgerrig på, hvordan det kunne se ud i jeres virksomhed? Så er du meget velkommen til at skrive til mig på kontakt@alexandrabalshoej.dk.

Jeg glædede mig hver gang til, når min søn var puttet, opvasken var taget og stilheden havde sinket sig. Jeg glædede mig til at tage behageligt tøj på, make-up af og sætte mig til rette hjemme i sofaen og logge på Alexandras meditationsforløb. Det krævede ikke meget af mig. Bare min computer, Alexandra og mit nærvær. Alexandra guidede mig ind i mig selv, ind min krop og ind min sjæl. Det gav mig inspiration, nærvær og ro. Jeg fik meget mere ud af meditationer, end hvis jeg havde mediteret alene. Synergien for mig lå i det forpligtende med at være på online og med video, samtidig med jeg jo bare sad afslappet hjemme. Fantastisk forløb!

  • Maria, deltager på meditationsforløb i efteråret 2024

Gavnlige effekter af meditation

Overordnet set omfatter meditation en række teknikker og øvelser – herunder ofte mindfulness – designet til at fokusere sindet, berolige kroppen og øge bevidstheden. Aktiviteten har mange veldokumenterede fordele, der kan påvirke os positivt både fysisk og mentalt. Blandt andet kan meditation:

  • Aktivere kroppens afslapningsrespons og sænke stresshormonet kortisol. Dette kan mindske fx stress, angst og muskelspændinger. Af samme grund kan meditation være en god vej til bedre søvn.
  • Træne os i at være mere bevidste om vores tanker og følelser uden at lade dem overtage. Dette kan føre til større følelsesmæssig stabilitet og færre impulsive reaktioner, hvilket kan gøre det nemmere at håndtere svære situationer og dermed have en positiv effekt på vores relationer.
  • Styrke koncentration og evnen til at fokusere på én ting ad gangen. Under mange former for meditation øver man sig i at vende opmærksomheden tilbage igen og igen, hvilket også kan have en positiv indvirkning på hukommelsen og øge vores kognitive ydeevne.

Selv få minutters daglig meditation kan gøre en forskel over tid, og mange oplever, at fordelene begynder at vise sig ret hurtigt. Særligt i måden vi indgår i relationer på. Derfor kan meditation og mindfulness være en superkraft i din(e) kærlighedsrelation(er).