MELLEM OS

Et WORKSHOPforløb for jer, der vil have mere nærvær, intimitet og UDVIKLING i jeres parforhold

Forestil jer fire timer, hvor hverdagen er sat på pause, og hvor I ikke bliver afbrudt af mails, andres behov eller to-do-lister. Timer, hvor I kan være sammen – bare jer – og mærke hinanden uden forventninger eller tidspres.

Mange par oplever, at de sjældent får sådan et rum. Nærheden glider langsomt i baggrunden, samtalerne bliver praktiske og berøringerne færre. Og det, der engang føltes let, kræver pludselig mere.

De fleste par ønsker ikke bare, at det skal fungere imellem dem. De ønsker, at det skal føles godt at være sammen. At der er varme i kontakten, at samtalerne har dybde og at intimiteten er levende. Og at forholdet er kilde til både tryghed og inspiration – et sted, hvor man kan udvikle sig og fortsat være nysgerrige på hinanden.

I en travl hverdag kan selv de bedste intentioner om at prioritere hinanden drukne i rutinerne. Men kærlighedsrelationer – ligesom alt andet levende – har brug for opmærksomhed og prioritering for at blomstre.

Dette workshopforløb er skabt til at give jer rum til netop det – til at stoppe op, mærke hinanden og skabe kontakt, der også rækker ind i hverdagen.

Workshop Lake House
Workshop

Det her får I ud af forløbet

Over 4 workshops af 4 timer kommer vi til at arbejde med både bevidst kommunikation og ordløs kontakt, og hver workshop har sit eget tema:

  • Relationel tryghed og bevidst kommunikation
  • Intimtet, berøring og kontakt
  • Sanselighed, leg og bevidsthed om lyst
  • Vores højere mening og dybere forbindelse.

Igennem forløbet får I:

  • Konkrete redskaber til at skabe mere nærvær i hverdagen
  • Dybere forståelse for jer selv og hinanden
  • Bedre indsigt i jeres mønstre – og hvordan I kan bryde dem
  • Nye måder at kommunikere på, så I føler jer hørt og forstået
  • Større tryghed i både følelsesmæssig og fysisk kontakt
  • Tid og rum til at være sammen på en anden måde, end I plejer
  • Mulighed for at skabe en forandring, der varer ved.

Hvad kan I forvente?

I bliver bl.a. guidet igennem:

  • Træning i aktiv lytning og kommunikation fra hjertet, så I virkelig føler jer set og hørt
  • Udforskning af nærvær og kontakt gennem bl.a. øjenkontakt og guidede meditationer
  • Arbejde med bevidst berøring og de enkle principper ’ja’, ’nej’ og ’måske’
  • legende og sanselige øvelser, der vækker lyst og intimitet – altid påklædt og i trygge rammer
  • Kropslig nærhed, omsorg og varme
  • Reflektioner over, hvilke praksisser der kan give jer mere nærvær og samhørighed i hverdagen
  • Integration af oplevelserne gennem meditation, god tid og kropslig forankring, så I går hjem med en følelse af forbundethed og ro.

Mellem os er skabt til jer, der:

  • Har en travl hverdag med mange forpligtelser og derfor ikke får skabt nok tid til jeres kærlighed
  • Vil skabe rum for fordybelse, intimitet og relationel tryghed – før afstanden opstår.
  • Savner mere kontakt, nærvær og intimitet
  • Ønsker at prioritere relationen og skabe varig effekt
  • Er nysgerrige på nye måder at være sammen på
  • Vil lære at navigere mønstre, grænser og behov i hverdagen.

Tryghed og ramme

Vi mødes i et trygt og struktureret rum, hvor I kommer til at arbejde med både kommunikation, kropslig kontakt og bevidst intimitet.

Alle øvelser og samtaler foregår i par, fuldt påklædt og med fuld respekt for jeres behov og grænser. Det er et intimt men ikke et seksuelt rum. Forløbet afholdes i en lille gruppe og med fokus på ro, tryghed og nærvær.

I behøver ikke være “gode til at tale om følelser” for at få noget ud af forløbet. Det vigtigste er, at I er nysgerrige på hinanden og har lyst til at få mere ud af jeres relation.

Alle par oplever perioder med afstand eller udfordringer, og I er inviteret til at komme og være præcis, som I er – også hvis det føles lidt uvant, eller hvis I ikke helt ved, hvad I går ind til. Det er dog vigtigt at understrege, at forløbet ikke er terapi, selvom mange af øvelserne har terapeutisk potentiale. Hvis I ønsker terapi og/eller er i krise, er I velkomne i parterapi hos mig.

Praktisk information

Dato og tid: 
20. august
3. september
17. september
1. oktober

Torsdage fra 16-20.

Sted:
Lake House Aarhus
Skibbyvej 23B
8220 Brabrand

Google Maps lokation: 56.1496800, 10.0650579
OBS: Se efter skiltet med ‘Lake House Aarhus’ lidt efter nummer 23.

Lake House Aarhus ligger smukt i naturen og med udsigt over Årslev Engsø.

Der er gratis parkering.  
5-7 minutters gåafstand fra bus 11 og 113.

Pris:
Early Bird-pris ved tilmelding senest d. 2. august: 4.800 kr (inkl. moms) per par.
Herefter: 6.500 kr. (inkl. moms) per par.

Mulighed for betaling i 2 rater (før start og efter 3. mødegang).  
Tilmelding er bindende, og beløbet refunderes ikke.  

Tilmelding: 
I tilmelder jer ved at sende en mail til kontakt@alexandrabalshoej.dk.
Skriv ‘Mellem os’ i emnefeltet og jeres navne i mailen – så vender jeg hurtigt tilbage.

Deltagere: 
Der er kun plads til 4 par, så der er god tid og ro til jer (forløbet oprettes ved 3 par).  

Forplejning: 
Der serveres kaffe, te og snacks/frugt. I er velkomne til selv at medbringe egen mad.  

Rabat på terapi: 
I har mulighed for at tilkøbe op til 5 sessioner parterapi hos mig med 20 % rabat under eller i forlængelse af forløbet.  

Spørgsmål og afklaring: 
Jeg tilbyder en afklarende telefonsamtale på 10 minutter inden tilmelding.   

Facilitering

Forløbet faciliteres af mig, Alexandra Balshøj. Jeg er parterapeut, sexolog og meditationsguide og arbejder til daglig med at støtte par i at skabe mere bevidste, levende og trygge relationer.

Min tilgang forener terapeutisk faglighed med kropslig forankring og nærvær. Jeg arbejder med kommunikation, tilknytning, nervesystem, intimitet og relationelle mønstre – altid med respekt for jeres tempo, grænser og proces.

Mellem os udspringer af min erfaring fra samtalerummet og mit ønske om at give par et trygt og struktureret rum, hvor I kan fordybe jer i hinanden og give jeres relation den opmærksomhed, den fortjener.

Læs hvad klienter siger om mig her.

UDTALELSE FRA TIDLIGERE DELTAGERE PÅ WORKSHOP:

Vi er et par i 40’erne – post kobberbryllup. Vores samliv har altid været trygt og godt, men som hos mange andre kan kvaliteten af – og tiden til – det intime blive udfordret af hverdagens tempo. I vores tilfælde har børn i mistrivsel også trukket store mængder energi ud af det meste.

Derfor valgte vi at deltage i en workshop med Alexandra. Hun formår at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor det er nemt at åbne sig og være ærlig – også om det, der kan være svært at sætte ord på. Samtidig er hun en dygtig facilitator, der guider processen med ro, nærvær og en god fornemmelse for grænser og dynamikker.

Workshoppen har givet os et fornyet sprog for vores kærlighedsliv og en større opmærksomhed på det, der foregår i soveværelset eller andre steder. Vi har arbejdet med konkrete øvelser i berøring og i at sætte ord på vores oplevelser over for hinanden. Samtidig har vi fået en øget bevidsthed om de roller, vi hver især indtager i intimiteten – og hvorfor.

Det har været både givende og lærerigt – og ikke mindst har det gjort det hele meget sjovere bagefter. 

– A & K